Der findes mange former for menneskemøder og det har jeg reflekteret over…
Nogle møder er korte, nogle er lange, nogle er for livet.
Nogle møder glemmer jeg aldrig – og nogle har jeg sikkert glemt.
Jeg møder fremmede, der føles som om jeg altid har kendt dem.
Jeg møder mennesker jeg kender, der føles som fremmede.
Jeg er blandt mennesker, der gør at jeg føler mig dybt elsket og jeg elsker dem dybt.
Jeg møder mennesker der gør mig glad og får de bedste grin frem i mig.
Jeg møder mennesker som berører mig dybt.
Nogle bringer det bedste frem i mig.
Nogle bringer det værste frem i mig.
Nogle bringer noget frem i mig, som jeg ikke anede jeg rummede.
Jeg møder mennesker som jeg beundrer for deres styrke og mod til at komme igennem store udfordringer i livet.
Jeg møder mennesker i alle aldre.
Jeg møder mennesker jeg lærer af.
Jeg møder mennesker som lærer af mig.
– Nogle gange er det begge dele.
Jeg møder mennesker som jeg kan hjælpe.
Jeg møder mennesker som kan hjælpe mig.
– Nogle gange er det begge dele.
Jeg møder mennesker hvor vi kan være sammen i stilhed.
Jeg møder mennesker hvor vi kan tale sammen i evigheder og det føles som om at tiden står stille.
I hvert menneske jeg møder, møder jeg også mig selv.
Et møde spejler en del af mig selv og en del af det andet menneske, spejler sig i mig.
Jo mere jeg er bevidst om dette i møderne – jo mere kan jeg holde mig på min egen banehalvdel.
Projektioner er en del af disse møder, men spørgsmålet er, hvor meget man er i stand til at holde sig inden for sit eget felt, på sin egen banehalvdel, således at spejlingerne ligger på det sted hvor vi mødes – uden at det projiceres helt over i den anden, så det slet ikke er muligt for en selv at genkende at det kommer fra en selv.
Øget bevidsthed og øvelse gør mester.
Jeg er taknemlig for alle de menneskemøder jeg har haft igennem mit liv. Alle har lært mig noget.
Da jeg vågnede her til morgen og var ved at komme til den fremadliggende bevidsthed og mærke min krop, var en del af min bevidsthed stadig i fjerne egne. I den velkendte tilstand i mellem disse stadier, var der mange ting jeg tydeligt forstod, nu på et dybere plan end før. Indsigter og refleksioner strømmede igennem mig.
Det var som om at teorier udfoldede sig i praksis på mange plan på én gang – men det stod lysende klart hvordan der er sammenhæng og relationer i mellem alle disse elementer og det gav mening.
Jeg sidder på min stol ved vores skønne træbord en lørdag morgen og nyder dagens kop espresso. Tilstanden fortsætter og jeg begynder at skrive indsigterne ned.
Jeg ser mig selv udefra og observerer at jeg har omkring 10 tankespor der kører samtidig, de relaterer sig til hinanden og under dem ligger en dyb forståelse, der opsamler essensen og binder tankesporene sammen. Helt fysisk sidder jeg lige så stille ved mit træbord med min kop kaffe, reflekterer og skriver ned.
Jeg mærker at jeg kan bruge min hjerne på en anden måde, det føles som om at flere dele af hjernen er med til bevidst at reflektere – men der er mere som er med – visdommen i hjertet, visdommen i mit indre og visdommen som omslutter mig.
Jeg mærker en vished inde i – dette er bevidsthedsudvidelsen, som nu er nået hertil – og det er kun begyndelsen på den nye bevidsthed.
Jeg mærker en lykke inde i, alt er godt. Selv om at verden og livet byder på mange besværligheder og udfordringer, så glædes jeg over de positive forandringer og glædes over hvad det bringer med sig.
Jeg er spændt på hvordan denne måde at reflektere, tænke, føle, forstå og begribe, vil udfolde sig i de gaver og opgaver jeg har.
Et gennemgående tema i mit udviklingsarbejde er: Dybde, ind til kernen og ned i rødderne, ned i dybet for at stige op, se på skyggerne og få dem belyst.
En tidligere version af mig, ville have syntes at det var skræmmende og have kæmpet imod eller flygtet. Med tiden føles det som det eneste rigtige, jeg føler mig tryg og det er ikke tungere end jeg kan bære det.
Jeg har efterhånden overgivet mig så mange gange, at det er en vandt bevægelse at træde ud, der hvor jeg ikke kan se at der er fodfæste, men jeg har visheden inde i og erfaringen om at der er fodfæste. Det jeg kommer til er godt og et vigtigt skridt som leder mig videre, løfter mig op og virker opløftende og oplysende.
Jeg kan holde en del af min opmærksomhed i min hverdagsbevidsthed, en anden del i et højere perspektiv, som kan se det hele fra oven og så den del som går på arbejde og lader sig dykke ned.
Der nede i rødderne, i fundamentet, i dybden – ligger alt det jeg ikke er bevidst om, men jo mere vandt jeg bliver med at lade mig synke ned og hvile der en stund i accept, jo mere bliver jeg bevidst om hvad der er, hvad jeg er skabt af som menneske – instinkter, det dyriske, erfaringer, historie, familie, traditioner, overbevisninger og menneskeligheden.
Det jeg finder der nede dybt inde, dybt nede er urkraften og det rå. Efter at jeg har set på det med åbenhed og accept, så kommer lysten og styrken til at være, være til, være her lige nu og være mig, med alt hvad jeg er. Det skaber fundament, dybde, kraft og styrke til at række op og samling med alt jeg er – en integration på et plan dybere end jeg hidtil har oplevet. Hvis ikke jeg går ned i rødderne, så kan jeg ikke strække grenene og folde alt det frugtbare ud.
Det at føle en tryghed i at være til som menneske, er noget vi som mennesker bestemt ikke er vandt til. Der er så meget frygt og kamp for overlevelse i os.
Jeg har gennem mange år studeret menneskets: nervesystem og sanser, både den bevidste del og den ubevidste del med alle reflekserne og instinkterne, hormonsystem, immunforsvar, fordøjelsen, organerne, følelser, tanker og det fysiske udtryk vi har i vores fysik og i vores kropssprog og menneskelig adfærd.
Jeg har altid interesseret mig for mennesket og naturen. Jeg er på opdagelse i mennesket og naturen. På en måde har det altid været let for mig at række op, men jeg har inderst inde altid vidst at hvis ikke jeg dykker ned først, så mister jeg fodfæste og kommer ud af balance. Så når jeg dykker ned, så folder resten sig ud af sig selv på en rolig, naturlig og balanceret måde – det giver tryghed.
Jeg er meget taknemlig for alle de gaver og opgaver som jeg møder, gennemlever og oplever. Jeg har mødt mange mennesker og situationer, som har lært mig meget.
Jeg er så privilegeret at få mulighed for at rejse på indre og ydre plan, alene og sammen med mine elskede.
Jeg er opdagelsesrejsende og opdager altid noget nyt, som sætter det jeg allerede har lært, i et nyt perspektiv.
Rejsen til Malta, gav en dybere åbning til dybet og den feminine urkraft. Det arbejder og udfolder sig til stadighed i mig.
Til midsommer var jeg i Moder Jords Have i Nordjylland og deltog i en svedhytteceremoni, som så mange gange før. Det er en gammel shamanistisk måde at rense sig på og leve i overensstemmelse med naturens og menneskets rytmer og elementer. At gå ind i den totalt mørke svedhytte, repræsenterer at gå ind i livmoderens mørke og frugtbare varme.
Før vi gik ind i svedhytten, fik vi mulighed for at trække et ord, uden at se. Jeg trak: Dybde. Jeg syntes at det var humor og alvor på højt plan. Bekræftelse kan komme på mange måder.
Svedhytten var en god oplevelse og jeg følte mig bagefter åben og klar til at rumme, det som jeg fornemmede var på vej, uden at vide hvad det var.
Italien bød mig og familien velkommen tilbage, med kys fra solen og en skønhed i landskabet, som er helt sin egen.
Som påmindelse om dybden, en brønd ned i dybet, lige ved døren til huset.
Omgivelserne af oliventræer skaber en ro og restitution som går dybt.
I Bachs blomsterremedier er oliventræ remediet til at komme sig efter strabadser fysisk og psykisk og få fornyet livskraft. Jeg gik mig en tur i olivenlunden og stillede mig midt i træet, på en gammel stub som delte sig i fire grene. Samme budskab om rødderne, dybden, at se på skyggerne, udholdenhed, næring og frugtbarhed. Jo i dybden er der mange indsigter og gaver, når der er mod og accept til at gå ned i fundamentet.
I dag på morsdag føler jeg mig som den heldigste kvinde og mor.
Jeg har modtaget gaver større end ord kan beskrive.
En kvinde støttet af sin mand, en mor der har fået hele to blomster buketter, en fra min søn og en fra min datter.
Den kærligste tegning fra min datter med ordet MOR som er fuld af kærlige ord og det hele springer ud fra ét punkt.
I dag var også dagen hvor jeg deltog i en smuk og kraftfuld ceremoni, hvor jeg modtog healingen Den 13 rite og blev bærer af at kunne give den videre. Klik her og læs mere.
Den 13 rite er healingen af al den smerte som bæres af det feminine i livmoderen.
”Livmoderen er ikke et sted for frygt og smerte.
Livmoderen er et sted der skaber liv og kreativitet.”
Regnen rensede og tordenen buldrede og gav kraft til det som foregik.
Jeg er dybt taknemlig for den gave at have modtaget denne healing og for at kunne give den videre. Det er af stor betydning for mig personligt, for min slægt og for den feminine urkraft.
Vi kommer alle sammen fra en mor. Vi har alle sammen det feminine i os.
I løbet af ceremonien oplevede jeg ligeværdighed, som meget centralt.
Vi bærer alle kraften i at være kreative og kunne skabe.
Visdommen i os er vejviseren, der gør at vi skaber ansvarligt og bæredygtigt.
Siden min indre og ydre rejse på Malta, har oplevelsen foldet sig ud i mig og gør det fortsat. Jeg har gennem mit liv haft mange kraftfulde oplevelser, men en af forskellene denne gang er at jeg har fået til opgave at dele mine oplevelser som inspiration.
Skrevet af Solveig Maria Radut
Lørdag den 15. april 2017
Azure window en af Maltas og Gozos store attraktioner styrtede sammen i starten af marts.
Noget rørte på sig og jeg skulle undersøge det.
Wow, en helt særlig energi. Højtidelig, ro og samtidig meget intens.
At gå i området var som at komme i en anden verden. Energien er opbygget gennem mange tusind år, det er et meget helligt sted, fornemmede jeg.
De stenformationer som var her var meget specielle, fra den mindste detalje til de store klippeformationer.
Rå sandsten i gyldne og mørke farver.
Så tydeligt at vand og vind elementerne hersker her, de former, udhuler. Der var mange huler, store som små.
Huler i klipper, huler på tværs og huler ned, ned i dybet, fyldt at det klareste vand. Den største og tydeligste hule ned lå lige under der hvor ”toppen af vinduet” eller buen havde været inden det braste sammen. Eneste vej at komme til dette sted, som vandet var nu, ved at gå på gennem vandet på et fladt klippestykke.
For at gå længere ud oppe på sten stykket som var faldet ned, var skoene igen nødvendigt, for det var endnu meget rå og skarp. Men de gjorde til gængæld at det var muligt at komme helt ud til kanten og se ned i huldet.
Bunden var synlig nede i dybet under det åbne vindue. Meget fascinerende og lidt frygtindgydende.
En vandret smal hule kilede sig horisontalt ind mellem den knækkede bue og det dybe vand huld.
Jeg søgte en plads for at meditere. Jeg satte mig oven på det sted, hvor toppen af vinduet eller buen var knækket.
Asthathara steg op fra det blå huld, Isis steg op, flere kvindelige guider kom til.
Asthatara omkring mig. Afrodite under mig. Maria Magdalene i mit hjerte. Isis over mig.
Jeg hørte: “Dette er en portal. Den er nu blevet åbnet, vertikalt, fra dybet mod himlen. Før var den åben horisontal. NU er tiden til næste etape.”
Jeg så energetiske forbindelseslinjer mellem dybet nede og universet oppe.
Jeg blev inviteret til energetisk at få ud på buen, som nu er væk, toppen af vinduet. Det var lidt skræmmende, men jeg sagde ja. Gik skridt for skridt og stoppede midt over huldet.
Jeg mærkede den kraftige energi. Fra dybet og oppe fra, det strømmede begge veje.
“Lad dig synke ned på bunden af dybet.”
Det virkede lidt skræmmende. Afrodite var der under mig, så jeg slap og lod mig synke ned, ned.
På bunden var der ro. Jeg hørte: ”Det er her i mennesker skal starte. Søg ned og arbejd fra bunden og op.
Rødderne først. Godt rodnet sikrer god opstigning og udfoldelse.”
Jeg steg op og hørte: “Lad dit lys skinne. Lys for andre og hjælp dem med at lyse”.
Vi gik rundt i området i nogle timer og holdt passer hvor vi nød området, så på smukke detaljer og soppede.
I de højere områder tæt på den knækkede åbning, var der dybe riller der tydeligvis ikke er lavet af naturen.
Der var en stemning af højt humør, glæde, lykke og taknemlighed.
Der var små indsøer højt oppe over vandkanten med høj saltkoncentration. Nogle små indsøer var helt udtørret og der lå tykke lag af saltkrystaller. Det vidnede virkelig om hvor vildt vandet og blæsten kan være, siden at havvandet kunne komme helt der op.
Skærtorsdag den 13. april 2017
Jeg glædede mig helt vildt og var spændt på dagen. Jeg havde gåsehud mere eller mindre på hele rejsen der til, både den friske vind men så sandelig også energi-sansnings-gåsehud.
Det var en længere rejse med kørsel, færge og kørsel igen.
At nærme sig Gozo i det usædvanlig krystalklare vand og betræde Gozo, var der en energi som var meget stærk – kvindelig urkraft. Koncentrationen Af Maria Magdalene og Madonnafigurer var meget høj og overgik noget jeg har set nogen steder, selv Sydfrankrig, hvor der er mange.
Ggantija templet er ældre end stensætningerne i Stonehenge og Pyramiderne.
Da vi kom til tempelområdet gik alt i slowmotion og jeg var som i en trance.
Der var ikke ret mange andre besøgende. Børnene og min mand gik runde og studerede området.
På vej mod tempelruinerne var der plantet salvie, lavendel og rosmarin, nogle meget kraftfulde og rensende urter, som jeg holder så meget af. Jeg spiste et salvieblad.
Jeg gik rundt i denne trancetilstand og mærkede alt og intet, oven i hinanden. Der var så mange lag af energier som var oven i hinanden. Men mest af alt var der en højtidelig ro.
Templet bestod af to kamre ved siden af hinanden. Set fra oven som en fyldig og rund menneskekrop der lå ned, en større – det højere selv og en mindre – det lille selv. Sådan fornemmede jeg det, som et lille fragment af alle de betydninger der også lå i templet.
Der er i templet fundet et væld af små figurer af buttede kvindefigurer.
Jeg vidste at jeg skulle sætte mig og meditere. Jeg fandt et sted i skyggen ved nogle palmetræer lige uden for templet.
Jeg mærkede mig omgivet af alverdens kvindelige gudinder, flere end jeg kunne tælle.
Frem foran mig kom to lyse skikkelser med Isis krone på hovedet, de smeltede nærmest sammen. De præsenterede sig som Isis og Ashtatara. De sagde: ”Åben dig for den kvindelige urkraft! Vil du tage imod?” Jeg svarede: ”ja”.
Jeg mærkede at noget blev aktiveret i mig og jeg sad i stilhed og tog det ind.
Så mærkede jeg moderen, hende der nærer og giver omsorg for sine kære, sine medmennesker og respekten for liv og samhørighed, i alt hvad der er. Samtidig mærkede jeg også en kraft, så stærk at det rykkede i hver en fiber af mig. Kraften i fødslen. Vreden i den beskyttende mor, som en Løvemor. Moder jord, der bærer alt liv og finder sig i så meget. Men jeg mærkede også vreden, nu er det nok! Den opdragende og skrappe mor.
Så mærkede jeg den bedste udgave af det kvindelige i alle aldre. Spædbarnet, pigen, den unge pige, kvinden, moderen, den vise og modne kvinde.
Hvert trin har et højere potentiale, det er målet.
Ikke mere underkastelse, ikke mere mindreværd, ikke mere sure bebrejdelser eller undertrykt vrede. Nu er det nok! Den feminine urkraft er vækket.
Jeg hørte: ”Rejs dig og stå i dit lys! Hjælp andre med at find ind til kraften og lyset i sig!”
Jeg så gralen i mennesket som den nederste del af en kugle og universets lys som øverste del af kuglen (sådan havde jeg før set det) kuglen lyste.
“Nu har du kontakt til dette sted og den kvindelige urkraft er styrket i dig. Du kan altid vende tilbage til det i dit indre og styrke den feminine urkraft i dig og andre”. Jeg takkede for mødet og aktiveringen.
Jeg havde det underligt da jeg kom til hverdagsbevidsthed igen. Lidt omtumlet, latent irriteret og havde fået hovedpine.
Min mand var så forstående og havde taget sig af børnene og ladet mig fuldstændig i fred under hele besøget og jeg var så taknemlig.
Vi kørte mod vandet, men der var umiddelbart ikke noget godt opholdssted. Jeg søgte og min intuition fandt frem til en lille stenstrand der var gemt bag en stejl skrænt. Det var så smukt.
Børnene og jeg badede og dykkede lidt. Vandet var koldt, frisk og klart. Så snart jeg kom i vandet, lettede hovedpinen.
Jeg mærkede Afrodite i vandet, den feminine ynde og styrke. Gennem vandet mærkede jeg hvordan alt er furbundet. Vandet og stenene var så blide og smukke og jeg lå i fred i solen og varmede mig, mens jeg fordøjede alle indtrykkene. Det var en ordentlig omgang.
Natten efter besøget på templet, var en af de værste nætter jeg har oplevet.
Jeg var som en vulkan der havde lyst til at udbryde med den vildeste vrede. Jeg kunne slet ikke sove. Jeg beskæftigede mig med at læse og faldt derefter til ro, lagde mig til at meditere med min mand i hånden og forbandt mig til den bedste udgave af den feminine energi og faldt til sidst i søvn.
Vi møder og opfatter alle verden fra vores individuelle perspektiv og hvad vil det egentlig sige?
Jeg har gjort mig nogle tanker om mine erfaringer…
Zoome …
Vi har brug for at skifte perspektiv ved at zoome og alt efter situationen, at zoome ind og ud.
At være opmærksom på hvor du er, hvor langt er du zoomet ind på detaljen eller om du har zoomet helt ud, så du kan se det større perspektiv, ”ørneperspektivet”.
Når vi ser det større billede fra ørneperspektivet, ser vi sammenhænge, det er også her vi kan opdage at vi måske skal tage en anden retning. Men vi skal også kunne zoome ind på detaljen, for den kan vi ikke se fra ørneperspektivet.
Når vi er zoomet helt ind, ser vi detaljerne. Jeg har mange gange erfaret at de helt små detaljer er nøgler, der lukker op til en løsning. Men hvis ikke detaljen ses i samspil med det større perspektiv, kan man fortabes i detaljen og ”ikke se skoven for bare træer”.
Jeg oplever at det er meget centralt i både mit professionelle arbejde og i mit liv, at zoome ind og ud.
Personligheden…
Vi har hver især en helt unik personlighed. Jeg ser det på den måde, at livet kan opfatte sig selv fra så mange forskellige perspektiver som muligt, gennem så mange forskellige personligheder som muligt. Det giver et aldeles mangfoldigt perspektiv.
Derfor er jeg altid i den dybeste respekt over for at en person opfatter verden på sin helt egen unikke måde. Selv om at jeg har oplevet præcis den samme hændelse i de samme omgivelser, som en anden, opfattes det forskelligt. Selvfølgelig er der grader af det, hvor det nogle gange er opfattet meget lignende og andre gange totalt forskelligt. På den måde at to personer så og hørte helt forskellige ting, i den samme situation.
Som jeg ser personligheden, giver den dig mulighed for at være zoomet ind og erfare livet som DIG. Det du hedder, sådan som du ser ud, sådan som du sanser verden, sådan som du bearbejder dine sanseindtryk, dine tanker og følelser, din mad, din energi.
Jeg plejer at sige at livet er en gave og en skole – der er gaver og opgaver.
Personligheden bliver udfordret i livet. Jeg møder og mærker mennesker i mistrivsel, vanskeligheder og kriser, hvor det handler om at de ikke kan elske sig selv, lider af mindreværd, angst , smerte og har mistet gnisten og ikke længere ved hvad de brænder for eller har brændt sig selv helt ud.
Her har personligheden og egoet udfordringer, hvor det groft set går i to retninger: enten så anses det for egoistisk, med en negativ betoning, at passe på sig selv og at være noget, eller så fylder egoet ekstremt meget og har et umætteligt behov for at have ret og blive set, uanset om det går ud over andre.
Jeg anser de to tilstande som invitationer til at zoome ind og se hvad der ligger bag. Siden disse udfordringer er opstået, er det vel et potentiale for udvikling. Det kalder på din opmærksomhed og jo mere du undgår at give det opmærksomhed, jo ”højere råber det”.
Efter min erfaring er det sådan, at jo bedre du kender dig selv, jo mere bevidst er du om hvordan du er sammensat og altså har zoomet ind på dig selv, jo bedre kan du komme i kontakt med livskraften, den kraft som får dit hjerte til at slå, får dig til at trække vejret, som får planterne til at gro og jorden til at dreje om sin akse… (så er vi vist over ørneperspektivet.) Derved er det også lettere at sætte sig i en andens sted og være noget for andre.
Sætte sig i en andens sted…
Vi indlever os i andre, baseret på vores egne erfaringer, vi relaterer til det vi mener der minder mest om det den anden gennemgår. Det er dog stadig ud fra vores eget perspektiv.
Som empat mærker jeg meget tydeligt andre menneskers følelser og tankemønstre. I løbet af mit liv er min evne til at skille hvad der er mit og hvad der er andres, blevet meget skarp. Jeg er dog stadig velvidende om, at jeg opfatter det ud fra mit perspektiv og den jeg er.
Vi har alle blinde pletter, hvor vi netop er så tæt på os selv at vi ”ikke kan se skoven for bare træer”. Her er det godt at have nogen som kan sætte sig i dit sted og spejle de ting, som du ellers ikke kan se i dig selv.
Når alvorlig sygdom opstår, ændres ens perspektiv…
Det kan ske på et split sekund. Perspektivet og prioriteterne ændrer sig øjeblikkeligt, for personen selv, familie og venner. Noget af det som var vigtigt for et øjeblik siden, er fuldstændig uvæsentligt lige nu. Jeg har været der selv, når alvorlig sygdom opstår i familien.
Den grundlæggende kærlighed og grundlæggende bevidsthed om hvad man betyder for hinanden og hvad der er vigtigt i livet – løfter sig op som det vigtigste lige nu.
Hvor det før var et fundament, som en slags konstant, vel vidende at intet i livet er konstant.
Når døden kommer tæt på, gør livet det samme og øjeblikket er så intenst.
Jeg er så taknemlig for de intense øjeblikke hvor livet er LIVET.
Solveig Maria Radut
Billedet er af kære Aalborg fra ørneperspektiv. Jeg var i fly på vej til København for at holde kursus.
Vi sanser alle, livet igennem og det er igennem vores sanser at vi interagerer med livet.
Vi har brug for vores fysiske sanser, for at vi kan mærke os selv, inde fra og i forhold til omverden.
Vi har konstant brug for at få disse sensoriske beskeder, for at kunne udføre det mest basale til det mest komplekse. Holde balancen, se, lytte, berøre, bevæge os og i det hele taget at udføre aktiviteter og ikke mindst at sanse livet med alt hvad det rummer.
De basale fysiske sanser er: syn, hørelse, duft, smag, balance, berøring, fornemmelser for kropsstillinger (eksempelvis at mærke om armen er bøjet og stakt) samt fornemmelser fra indre organer i kroppen (hjerte, lunger, fordøjelse).
Vi bruger konstant vores sanser ubevidst uden at tænke over det, men vi kan sagtens skærpe vores sanser bevidst.
Når vi beskriver noget for hinanden, bruger vi sensoriske fornemmelser til at beskrive oplevelsen, så den anden kan begribe og med sanselig indlevelse, forstå det der fortælles om.
Jeg fik gåsehud af musikken…
Det løb mig koldt ned af ryggen…
knasende sprød…
Silke blød…
Sus i maven…
Mit hjerte hamrede af sted…
Hårrejsende…
Sød som sukker…
Sur som citron…
Klistret…
Svimlende…
Blændende…
Kold som is…
Tung som en sten…
Let som en fjer…
Sanseintegration, kaldes det der sker, når sansninger i en situation giver mening og dermed læres. Det lærte integreres i kroppen, der husker denne sensoriske oplevelse ubevidst, på godt og ondt. Når sansninger er integreret, gør det os i stand til at modtage, bearbejde og organisere sansninger, så vi kan reagere hensigtsmæssigt på den situation vi er i.
Vi oplever og bruger alle sanseintegration og kommer alle igennem en sansemotorisk udvikling og læring, der eksempelvis gør at vi kan gå og ikke skal tænke over hvordan man gør.
Vi sanser forskelligt og har forskellige præferencer og ressourcer. Nogle er for eksempel meget fysisk aktive, mens andre er mere rolige og observerende, mange er begge dele men på forskellige måder. En måde at få mere bevidsthed og et nuanceret billede af disse kvaliteter er med en Sensorisk Profil. Den viser hvordan et menneske er sammensat i forhold til diverse sensoriske præferencer og ressourcer, men ligeledes også hvad en person måske bør undgå. Mange mennesker har modsatrettede behov og skal så finde ud af at balancere mellem af få tilgodeset begge behov over en given tid. Denne viden har i praksis vist sig at give en stor værdi, da det hjælper mennesker til at fåstå en negativ adfærd og få en bedre trivsel.
Man kan få for meget af nogle sanseindtryk og blive overstimuleret, hvilket ofte medfører en stress reaktion og følelsesmæssige udbrud. Man kan også få for lidt af nogle sanseindtryk og dermed blive understimuleret, dette medfører at der kan opstå uheldige og farlige situationer eller at livet bare føles for kedeligt.
Det er et spørgsmål om hvilken type af sansning det er og hvor meget det er i styrke og over tid.
Om vi trives og har en god livskvalitet, er afhængig af om der er det rette match mellem vores præferencer og behov samt de aktiviteter og omgivelser vi er i.
Jeg syntes at vores sanser er meget fascinerende. Det er så basalt, at det ofte tages for givet og overses som en vigtig del af livet.
Jeg beskæftiger mig med mange aspekter af menneskets trivsel og samspil med livet.
Jeg mener for at være et menneske i trivsel og balance, så er det vigtigt at integrere mange forskellige aspekter af livet. For når der er integration – så hænger tingene sammen og fungerer som en helhed.
Jeg har i en del år specialiseret mig i sansebearbejdning og noget af det jeg holder så meget af, er at undervise i det. Det er en glæde at dele viden og mærke andre menneskers interesse, vel vidende at denne viden gør en forskel i praksis. For noget vi alle gør konstant og som er så basalt, har en stor betydning for alt andet vi gør i vores liv.
Som sagt bruger vi meget vores sanser til at beskrive noget for hinanden. Vi bruger også andre termer, som beskriver andre former for sanser:
At have sans for noget, at have humoristisk sans, musisk sans, sans for farver, at have kunstnerisk sans.
De subtile sanser, at sanse noget der ikke er fysisk. Det er et meget mere uhåndgribeligt område. Men faktum er at vi alle kan sanse følelser, det er et eksempel på noget mere subtilt end de fysiske sansninger. Det er individuelt, lige som de andre sanser, hvor meget vi mærker det og hvor meget det påvirker os.
Der er også sansninger så som at kunne sanse engle eller andre ikke fysiske energier. Nogen tror ikke på den slags, men bare fordi at de ikke selv kan mærke det, er det ikke det samme som at det ikke findes.
Vi har brug for at lytte til vores sanser, hvad har vi brug for mere eller mindre af og hvad gør os lykkelige?
Husk at det er gennem de fysiske sanser at vi mærker den fysiske verden. Så når vi nu er her, hvorfor så ikke være her fuldt ud og virkelig få appetit på livet, lige her og nu?!
Om det så er at være i fuldkommen ro, at være i vild bevægelse, at eller at prøve noget du aldrig har prøvet før.
Mærk efter, lyt til dig selv og gå på sanselig opdagelse.
